Sådan opbygger du en video til sociale medier

Skal du selv i gang med at producere videocontent, og er du i tvivl om, hvordan den gode video bygges op? Først og fremmest skal du stille dig selv tre spørgsmål:

– Hvad er formålet med din video?

– Hvem er målgruppen?

– Hvilken platform skal din video lægges op på??

Når du har disse tre svar på plads, kan du begynde at opbygge din video. Men hvordan er det så, du sørger for, at videoen rammer din målgruppe, at de forstår budskabet og ikke swiper videre indenfor de første 3 sekunder? Her får du en opbygning, som vi har testet og derfor ved fungerer.

Step 1: Wow-effekten
Når vi mennesker swiper på de sociale medier, bruger vi højst 3-5 sekunder på at vurdere, om indholdet er værd at se. Derfor er det ekstremt vigtigt, at du fanger din målgruppes opmærksomhed med det samme. Det kan være et sjovt fraklip fra din video, en fed transition, en tekst der fanger eller noget helt fjerde. Skal du dele en glædelig nyhed kan du eksempelvis starte din video med et konfettirør – det kræver meget oprydning, men det er jo det værd, hvis din målgruppe bliver nysgerrig! Vigtigst af alt handler det om at skabe blikfang, så seeren lige venter lidt med at swipe videre.

Step 2: Forventningsafstem
Når først du har fanget seerens opmærksomhed, er det vigtigt at forventningsafstemme med dem. Det gør du ved at give en klar idé om, hvad din video handler om, så de interesserede får en grund til at se videre. Du kan også stille et spørgsmål, hvorefter du fortæller, at seeren får svaret på spørgsmålet i slutningen af videoen. Det kunne eksempelvis være: “Vil du gerne lære, hvordan du optimerer din videomarkedsføring? Så se med her og få svaret!”. Seeren ved derfor nu, at videoen omhandler videomarkedsføring, og at de får svaret på, hvordan man optimerer denne ved at se videoen færdig.

Step 3: Levér dit budskab
I step tre har du opmærksomheden fra dem, som er interesseret i videoens indhold. Derfor er det vigtigt at begynde at formidle dit budskab for at fastholde denne interesse. De må IKKE begynde at kede sig! Det kan du undgå ved at bruge fængende videoeffekter, fede transitions, forskellige filmvinkler, let zoom og meget mere. Hvordan du formidler dit budskab er helt op til dig, så længe det passer til dit brand og din virksomheds ånd.

Step 4: Call to action
Nu skal du tilbage og kigge på formålet med din video. Vil du skabe salg, vil du have besøgende på din hjemmeside eller noget helt tredje? Sørg for at fortælle folk, hvad du ønsker, de skal gøre, når videoen er færdig. Det kan eksempelvis være “Besøg vores hjemmeside og læs mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med din videomarkedsføring” eller “Klik på linket og læs mere”